Dag 6 – Tallahassee – hovedstaden i Florida

Vi startede dagen med at spise morgenmad på en lokal diner (Grannie’s Country Cooking). Vi fik bestilt alt fra pandekager til vafler til omelet. Et godt måltid mad der lagde en solid bund inden dagens køretur på lidt over 3 timer. Planen var at tage turen i et stræk.

Køreturen var hele vejen på landevej, hvilket er rigtigt fint da man med jævne mellemrum kører igennem små byer, hvilket giver lidt at se på og snakke om. Turen gik rigtigt godt, eneste stop var en kort tissepause og et stop ved en vejsideforretning der solgte pecannødder og lidt sødt.

Lidt over 12 ankom vi til Tallehassee hvor vi fandt en parkeringsplads tæt på “Florida historie museet”. Da vi stadigvæk var mætte oven på det solide morgenmåltid gik vi direkte til museet. Et rigtigt fint museum med gratis adgang. En passende størrelse museum med nogle sjove og interessante ting at se på. Efter lidt shopping i den tilhørende butik, så var det tid til frokost (som bestod af hjemmelavede sandwicher).

Herefter gik vi til regeringsbygningen (the capital building). Hver stat har sit eget senat og repræsentanternes hus. Begge sale kunne man få lov at se. I repræsentanternes hus var der gang i en debat vedr. et lovforslag om skolesystemet. Jeg syntes det var super interessant at høre på, men flertallet ville gerne videre ;o)

Herefter tog vi en elevator op til toppen af bygningen (22 etage) hvor vi kunne se udover hele byen. Tallahassee er ikke en speciel stor by.

Efter at have set den nuværende regeringsbygning gik vi over til den gamle regeringsbygning som nu er et museum. Her kunne vi også se en genetablering af det gamle senat, repræsentanternes hus og højesteret (statshøjesteret). Et udemærket museum hvor Storm fik købt lidt til han interesse for flag.

Efter en lille gåtur i byen gik vi ind for at se den nye højesteret. Her fik vi adgang til selve retssalen. Vi fik også en kort foredrag for den lokale retsbetjent.

Det var en rigtig god oplevelse at lære lidt om Floridas historie og politiske system.

Da vi ankom til hotellet ville vi gerne have en tur i poolen. Desværre var den ikke særlig indbydende (en del skidt på overfladen) så det droppede vi 🙁

Aftensmaden bestod af 6 snegler fra Cinnabon. Faster har lært os denne kaloriebombe at kende (tak for ondt i maven 😉

Sune

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *