Dag 22 – Arches National Park

De sidste par dage har stået på nogle fantastiske oplevelser i nationalparker. I dag skulle vi i endnu en nationalpark kaldet “Arches National Park”. Arches er de klippeformationer hvor der er et hul i klippen (eller en buge af klippe). I Arches er der rigtig mange af dem. Parken er noget mere populær end Canyonlands, så vi var spændte på om den kunne leve op til gårdagens oplevelse.

Dagen startede dog med en kontakt til Avis da vores bil de sidste par dage har kommet med en fejlmelding for udskiftning af olie. Første forslag fra Avis var at tage til et Avis værksted (hvilket vi havde undersøgt på forhånd, men der er ingen i nærheden), andet forslag var at vi skulle kontakte deres “vejside hjælp”. Dette gjorde jeg, det krævede tre opkald da jeg hele tiden blev smidt af. Da jeg endelig kom igennem fik jeg oplyst jeg kunne køre 1.000 mile før de behøver udskifte olien. Lidt bøvlet og tidskrævende, men nu kan vi stoppe med at tænke over fejlmeldingen.

Der var en lang kø ind i parken. Da vi kom ind i parken kørte vi ca. 30 km direkte til “Delicate Arch”. Delicate Arch er den mest berømte og den som Utah bruger som kendetegn (og som er på alle deres nummerplader). Der var ca. 2,5 kilometer fra parkeringspladsen hen til Delicate, så alt i alt en tur på ca. 5 km. Det var en rigtig fin tur, men også en lidt krævende tur. Hele turen hen til Delicate var op af bakke og en del på “natur underlag”. Så vi fik testet vores kondi, men det var det hele værd da vi kom frem. Delicate var meget større end jeg havde forventet og virkelig flot. Omgivelserne var også virkelig flotte. Vi fik taget de obligatoriske billeder ved Delicate og derefter gik turen tilbage til bilen. Virkelig god oplevelse :o)

Herefter tog vi op til en anden arch som hedder “Sand Dune Arch”. Selve “Arch’en” var ikke super fantastisk til gengæld skulle den findes mellem en masse klipper og det område var super interesant og drengene syntes det var fantastisk at løbe rundt og klatre på klipperne.

Herefter kørte vi til de archs der heder “the Windows”. Det er to kæmpe store huller tæt på hinanden. Igen fik vi gået helt tæt hen til dem og fik en god oplevelse ud af det. Udover de tre “store steder” var selve parken helt fantastisk flot og vi fik virkelig taget mange billeder og sagt “hold da op” virkelig mange gange.

Efter små fem timer i parken forlod vi den igen. Vi havde lovet drengene at de må gå i souvenir shops i to timer (drengene elsker dem..). Det blev ikke helt til to timer, men de fik da set en 7-8 stykker inden de ville hjem.

Der er et bilshow (eller biltræf) i byen denne weekend. Dette betyder at der køre masse af sjove, fede og larmende biler rundt i byen. Det er ret fedt at se disse biler. Et ekstra lille plus :o)

Aftensmaden blev spist på hotelværelset. Vi hentede pizza på den lokale pizzaria. Bedstemor, Villads, Sylvester og Winnie tog en tur i poolen.

I morgen køre vi mod Grand Canyon, vores sidste nationalpark på turen :o)

Sune

 

One thought to “Dag 22 – Arches National Park”

  1. Det er bare nogle ikoniske billeder derfra. Det ser da ikke særlig crowded ud på jeres tur ud til de forskellige buer – har I indtryk at at de fleste blot vælger nogle udsigtspunkter istedet for at gå ned og opleve stederne?

    Kan I snart kapere flere indtryk – virkelig nogle storslåede af slagsen på – ja, vel egentlig hele turen….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *